Barkmøllegade 5A, 6200 Aabenraa

VELINDRETTET TREVÆRELSES LEJLIGHED I AABENRAA

Øverst i ejendommen - som i dette tilfælde er førstesal - ligger denne dejlige, lyse lejlighed i suveræn afstand til alt det, som får hverdagen til at hænge lidt bedre sammen. Du kommer nemlig til at bo i hjertet af midtbyen - bare et par huse bag Nørreport, så du opnår den nemme adgang til gågadens mange fristelser dog uden at bo midt i byens leben og hurlumhej.

Der er gåafstand til markedsdage på Madevej, til byens koncertsted og til spændende oplæg på byens bibliotek. Der er naturligvis nem adgang til dagligvarebutikker, børnepasning, skoler og videregående uddannelsesinstitutioner. Ydermere når du også nemt det grønne areal i Nørreport Parken kort derfra, ligesom du kan stå under trækronerne i Jørgensgård Skov efter få minutters cykeltur.

Lejligheden er perfekt til det unge par, til to studiekammerater der gerne vil dele hjem - eller måske til den far eller mor, der er alene med barn.

Bag hoveddøren venter entré med plads til overtøj og sko samt adgang til badeværelset, der er indrettet med bruseniche, plads til vaskemaskine og vindue, så der kan luftes omhyggeligt ud efter dagens bad. Videre fremme venter det charmerende opholdsrum, hvor stue og køkken ligger i åben forbindelse. Køkkenet er nydeligt og velindrettet, hvor man i godt samvær kan lave dagens måltider sammen. Fra køkkenvinduer er der tilmed kig til nabolagets trætoppe.

Stuen er rummelig og charmerende med dejlige lysindfald og plads til både spisebord og sofaafsnit. I modsatte ende af køkkenet er boligens soveværelse placeret, dette er indrettet med ovenlysvindue og skab. Lejligheden rummer også et mindre børne-/gæsteværelse - eller måske er det her, hjemmekontoret skal installeres?

Til lejligheden hører også brugsret til gårdhave, der deles med underboen. Du får eget opbevaringsskur i gårdhaven, mens der er fri parkering umiddelbart udenfor døren.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.